SOTA CAMP

Camping er cool – nye greb skal hjælpe branchen med at omsætte potentialet

25.10.2022
Photo: Labland

De seneste års stigende efterspørgsel efter bæredygtige og naturnære oplevelser rummer et potentiale for landets campingpladser. For camping trender i disse år, og nu skal erfaringer fra CAMP NOW-projektet hjælpe til at få de nye tendenser udmøntet på pladserne.

Flere og flere gæster i kyst- og naturturismen ser camping som den overnatningsform, der kan forene deres feriedrømme om familietid, friluftsliv og fællesskab. Og campings popularitet kan nu også aflæses i overnatningsstatistikkerne, hvor de seneste tal fra Danmarks Statistik viser en 14,4% vækst indtil nu i år sammenlignet med 2019.

Særligt den stigende efterspørgsel efter de naturnære oplevelser er med til at drive interessen for campinglivet. Netop en bæredygtig udvikling af campingproduktet som en moderne og naturbåren overnatningsform har været fokus for projektet CAMP NOW. Projektet er netop afsluttet og har resulteret i materiale, der både rummer nye idéer og konkrete værktøjer, der forhåbentligt kan være til inspiration for endnu flere i campingerhvervet.

For outdoor-efterspørgslen kan meget vel være den generator, der kan sikre en succesfuld transformation af flere af landets campingpladser, mener Mette Greisen Damsgaard, souschef i Destinationsudvikling hos Dansk Kyst- og Naturturisme:

”Vi har længe troet på, at der ligger et stort potentiale for campingbranchen i ’at tappe ind i' den stigende efterspørgsel efter bæredygtige, naturnære overnatningsformer. Og vi oplever en kæmpe interesse for bæredygtighed fra campingerhvervet, men vi ved også, at det kan være svært helt konkret at koble sig på den grønne omstilling. Hvad skal man ændre på i de fysiske anlæg? Hvilke teknologier kan bidrage mest, og hvor er det bedst at starte? Det har været en del af vores fokus i CAMP NOW, og derfor er vi rigtig glade for, at det også har været muligt at dele projektets erfaringer bredt til gavn for hele branchen.”

Camp STATE-OF-THE-ART samler erfaringerne

CAMP NOW-projektet har bestået af en række virksomhedsnære udviklingsforløb med 10 udvalgte campingpladser, som hver har fået udarbejdet en skræddersyet udviklingsplan med afsæt i netop deres plads. Derudover har de testet forskellige teknologiske løsninger, der kan bidrage til at indfri de grønne ambitioner, og disse resultater er samlet i et inspirationskatalog. Slutteligt er erfaringer fra de individuelle forløb opsummeret og omsat til inspiration og anbefalinger for branchen under overskriften ’STATE-OF-THE- ART’.

Det fiktive univers ’STATE-OF-THE-ART SOTA CAMP’ samler det bedste fra alle planer, både i visualisering (se video nedenfor), men også i forhold til at anvise redskaber og værktøjer, man kan bruge i udviklingsprocessen – uanset om det er landskabet, oplevelsesværdien eller zoneinddeling, man vil dykke ned i.

Effektiv kombination af udvikling og markedsføring

Parallelt med virksomhedsforløbene har man i projektet arbejdet med at udvikle og gennemføre nye markedsføringstiltag, der også favner de nye campinggæster. Her har VisitDenmark, som er projektpartner i CAMP NOW, været tovholder på at udvikle en ny kernefortælling, nyt content og på at gennemføre markedsføringskampagner, der taler til de nye målgrupper.

”Den nye fortælling understøtter campings nye ståsted, som et cool, bæredygtigt overnatningstilbud i pagt med naturen. Camping er rigtig populært i Tyskland, og vi ved fra vores analyser, at i alt 11,2 mio. tyskere har interesse for camping som ferieform – og at knap 5 mio. af dem faktisk har Danmark med i overvejelserne,” fortæller Mads Schreiner, markedschef i Tyskland for VisitDenmark. 

For at fastholde den positive udvikling er det ifølge Mads Schreiner vigtigt at fastholde det nuværende markedsføringsfokus, så vi også fremadrettet henvender os til både eksisterende og nye gæsteprofiler.

"I Tyskland tilhører fire ud af 10 gruppen af grønne idealister, for hvem bæredygtighed er et afgørende parameter i deres valg som forbrugere. De er måske ikke de vanlige campister, men de interesserer sig for outdoor og natur. Samlet set er der et kæmpe potentiale, hvis vi formår at fortælle om de naturnære campingmuligheder i Danmark til de tyske målgrupper inden for både camping og bæredygtighed,” afslutter Mads Schreiner.

I regi af CAMP NOW-projektet har VisitDenmark gennemført en markedsføringskampagne i Tyskland og Holland.  Dertil er der udarbejdet markedsføringsmateriale, som er tilgængeligt via VisitDenmarks mediedatabase, og håbet er, at mange partnere og campingpladser vil tage erfaringer eller materiale med ind i deres egen, videre markedsføring.

NATURNÆTTER – flere overnatningsformer skal med

Skønt CAMP NOW-projektet nu er afsluttet, er det for Dansk Kyst- og Naturturisme ikke slut med at arbejde med de naturnære overnatningsformer. Her har man netop opstartet projektet NATURNÆTTER, som skal bygge videre på erfaringerne fra CAMP NOW, men også forsøge at udfolde de naturnære principper til andre overnatningsformer, fx moteller, bondegårdsferier eller bed and breakfasts, fortæller Mette Greisen Damsgaard:

”NATURNÆTTER er en naturlig efterfølger til vores indsats på campingområdet. Det er samtidigt vores første projekt under vores nye program for Naturnær overnatningskapacitet, hvor vi både vil arbejde med at omstille eksisterende turismetilbud samt udvikle nye typologier og produkter. De naturnære overnatningsformer er en vigtig grundpille i vores samlede portefølje af overnatningskapacitet, og derfor er det vigtigt, at også denne sektor tilbyder attraktive og nyskabende overnatningstilbud, der matcher gæsternes forventninger.”

Program for Naturnær Overnatningskapacitet er ét af 10 programmer fra Dansk Kyst og Naturturismes handlingsplan FREMSYN UDSYN HENSYN. Disse programmer skal sikre eksekveringen af de fire prioriterede strategiske mål i handlingsplanen, der skal medvirke til at indfri ambitionen at have Nordeuropas mest attraktive og førende destinationer med sammenhængende og sublime oplevelser, en tydelig profil og international tiltrækningskraft. 

Fakta om CAMP NOW: 

  • Foruden Dansk Kyst- og Naturturisme, er følgende partnere i CAMP NOW: VisitDenmark, Camping Outdoor Danmark, DigitalLead, Energy Cluster Denmark, Destination Nordvestkysten, Destination Sønderjylland, VisitAarhus, Destination Fyn, VisitSydsjælland-Møn, Visit Lolland-Falster og Destination Bornholm 
  • Projektet har haft et samlet budget på 5.290.000 kr.
  • Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet projektet med 2.645.000 kr. fra puljen for lokale og tværgående turismeprojekter
  • CAMP NOW er gennemført i perioden 1. august 2020 til 31. juli 2022
  • Leverancerne fra Camp STATE-OF-THE-ART kan hentes her
  • Læs mere om CAMP NOW her

Fakta om NATURNÆTTER:

  • NATURNÆTTER er et nyt projekt under Dansk Kyst- og Naturturisme, der gennemføres i perioden 2022 - 2024 
  • Naturnætter bygger videre på erfaringerne i CAMP NOW - BUILDING SUSTAINABLE BRANDS
  • NATURNÆTTER har modtaget tilsagn om økonomisk støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
  • Dansk Kyst- og Naturturisme er projektejer, og VisitDenmark er partner i projektet. Dertil er man aktuelt i gang med dialog med bl.a. destinationsudviklingsselskaber, brancheorganisationer og andre interesserede om deltagelse i projektet. 
  • Du kan kontakte Marie Vestergaard Madzak, hvis du ønsker mere information om NATURNÆTTER

Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Jacob Kirkegaard
Vil du vide mere?

Udviklingsdirektør

jkl@kystognaturturisme.dk